Almindelig Røllike
Almindelig Røllike (Acillea millefolium)
Almindelig Røllike er en 20 - 70 cm. høj, fint dunet kurveplante. Bladene er i omkreds lancetformede og 2-3 gange fjersnitdelte med smalle, tandede afsnit. Stænglen er sej og behåret. Den ender i en krybende jordstængel, der sikrer planten spredning i små bestande. De små hvide blomster sidder i små kurve, 3 – 5 mm. brede, og er omgivet af 4 – 5 hvide eller lyserøde randkroner. Hele blomsterstanden er samlet i en halvskærm. Rølliken blomstrer over en lang periode fra juni – oktober.
Almindelig Røllike er flerårig og almindelig i hele landet på tør, næringsrig sand- eller humusbund på tørre enge, overdrev, vejkanter, strandenge og brakmarker. Hele planten har en karakteristisk krydret og behagelig duft og smag
Røllike er en klassisk ingrediens i brændevin. Tidligere blev den også brugt som supplement til humle i øl og som the. De helt unge og bløde blade er meget anvendelige i saucer, stuvninger, i salater og sammen med grøntsager, hvor de bidrager med en behagelig, lidt bitter smag hen i retning af rosmarin. Prøv dem i en marinade med citronsaft og lidt sukker eller honning. De lidt ældre blade kan tørres og bruges som krydderi i f.eks. lammeretter. Hvor rølliken jævnligt slås ned som f.eks. på græsrabatter langs stier, kan man samle de spæde blade til langt hen i oktober.
Røllike er nem at dyrke på tør bund i haven, hvor den hurtigt vil brede med det vidtforgrenede rodsystem. Lad den endelig vokse ind i græsplænen, hvor den vil blive ved med at sætte de fine nye blade, hvis du ikke slår plænen alt for tit eller for lavt.
Langs græsrabatterne gennem Kystagerparken og Mågeparken vokser der flere steder røllike, der kan plukkes frem til oktober.
Pluk en håndfuld spæde røllikeblade. Skyl dem godt. Pres dem tørre i et viskestykke og hak dem fint. Bland dem i 50 g. blødt smør sammen med lidt meget finthakket skalotteløg. Smag til med citron, peber og evt. salt og servér til nykogte nye kartofler, enten alene eller f.eks. sammen med en stegt fisk.