Almindelig Syre
Almindelig Syre (Rumex acetosa ssp. acetosa)
Almindelig syre kan ikke forveksle med andre planter på grund af den sure smag. Den tilhører syrefamilien sammen med bl.a. skræpperne. Den bliver fra 30 -40 cm. høj, afhængig af jordbunden, med en lille meter høj opret og blød stængel. Ved grunden har den op til 12 cm. lange pilformede og spidse blade, der er 2-5 gange så lange som brede. Op langs stænglen har den mindre stængelomfattende blade. Blomsterstanden er ret åben med udelte og rette grene. Den blomstrer i maj – juli. Almindelig syre vokser almindeligt på især fugtig bund på gamle og vedvarende græsmarker, vejgrøfter og enge
Den nært beslægtede og ligeså almindelige Dusk-Syre (Rumex thyrsiflorus) har smallere og længere blade og en rigt forgrenet blomsterstand. Den er tilbøjelig til at vokse på mere tør bund. Den kan bruges på samme måde som Almindelig Syre.
Både Almindelig Syre og Dusk-Syre er flerårige og nemme at få til at formere sig med frø. De vil elske at spire i din græsplæne. Så kan du vælge enten at fjerne dem og plante dem et mere hensigtsmæssigt sted, smide dem ud eller starte opbygningen af en vild plæne. Hvis du lader den stå og ikke slår plænen for tit får du en stabil forsyning af nye og bløde blade til dit køkken fra april til hen mod november. Hvis du er rigtig heldig og ikke slår, får du måske besøg af den Lille Ildfugl (Lycaena phlaeas), hvis larve lever på syrens blade.
Syrens sure smag skyldes indholdet af oxalsyre. Den må derfor ikke spises rå i større mængder. Til gengæld indeholder den store mængder C-vitamin, hvilket gør den meget velkommen i det tidlige forår. Den optræder i skriftlige kilder allerede fra 1300-tallet, hvor den i stort omfang blev brugt i supper og saucer sammen med bl.a. byggryn. Det var datidens citron. Den var uundværlig sammen med brændenælderne i den 7- eller 9-kåls suppe, man spiste Skærtorsdag.
Led langs stranden i Kystagerparken eller langs dæmningen fra Langhøjskolen mod Avedøre Holme.
Pluk en god håndfuld bløde syreblade og skyl dem godt.
Hak dem fint og vend dem i en god kartoffelmos med smør eller olivenolie.
Spis til en stegt kylling, frikadeller eller en god grillpølse.
Du kan evt. komme mosen i et ildfast fad, komme lidt smør på toppen og give den en gang grill. Det bliver den ikke ringere af.