ÅRHUS UNIVERSITETS FOREDRAG: KAFFE

3.11.2026
Fællesskab
Kulturhus Risbjerggaard
Dato
3.11.2026
Tid
19:00—21:00
Arrangør
Kulturhus Risbjerggaard
Hør tre forskere fortælle om kaffe – om kaffeplantens biologi, dens dyrkning og bearbejdning til den kaffe vi drikker, om bæredygtig kaffe, om den betydning klimaændringerne vil få for fremtidens kaffe, og om sundhedsaspekterne ved at drikke kaffe.

Kom til gratis foredrag, som livestreames direkte fra Aarhus Universitet

Kaffeplanten er en flerårig afgrøde med enorm global betydning – både økonomisk og kulturelt. Botaniker Anders Barfod, som i mere end fire årtier har forsket i tropiske planteressourcer, vil give en bred indføring i kaffeplantens botanik, herunder den nyeste udforskning af dens vilde slægtninge. Coffea-slægten illustrerer tydeligt den store betydning af agrobiodiversitet for landbrugsproduktionen i en verden i forandring. Du vil også høre om, hvad kaffebønnen egentlig er i frugten, og hvordan man kommer fra den høstklare frugt på kaffebusken til den dampende kop kaffe, som mange af os nyder hver dag. 

Millioner af farmere i det såkaldte kaffebælte omkring Ækvator producerer nok kaffe til, at vi verden over kan nyde omkring 30.000 kopper i sekundet. Historisk har kaffedyrkning været forbundet med afskovning og tab af biodiversitet, men under visse forhold kan dyrkningen i dag også spille en positiv rolle. Naturressourceøkonom Aske Skovmand Bosselmann fortæller om kaffens dyrkning og om, hvordan farmere ikke kun producerer kaffebønner, men også økosystemtjenester, som blandt andet kan bidrage i arbejdet med klimaforandringer. Du får også indblik i den nyeste forskning, der skal sikre, at vi fortsat kan dyrke og drikke kaffe i et klima under forandring. 

I foredraget sættes vores brug af kaffe også i et historisk perspektiv. Danskernes forbrug af kaffe har udviklet sig markant siden drikken blev introduceret i Danmark i 1665. Diabetes- og ernæringsforsker Kjeld Hermansen vil udfordre de mange påstande om, hvordan kaffe påvirker kroppen. Man hører ofte udsagn som: “Man skal passe på med ikke at drikke for meget kaffe”, “Kaffe er usundt og kan fremkalde kræft og hjertekarsygdomme” eller “Kaffe kan afkorte livet”. Spørgsmålet er, om det er myter eller fakta. I foredraget gennemgår han, hvordan kaffe påvirker dødelighed og en række store folkesygdomme som kræft, hjertekarsygdomme, neuropsykiatriske sygdomme og type 2-diabetes. 

Dette er en opdateret udgave af et foredrag fra foråret 2023. 

FRI ENTRÈ