ÅRHUS UNIVERSITETS FOREDRAG: TANG
Kom til gratis foredrag, som livestreames direkte fra Aarhus Universitet
Under havets overflade vokser tang i et væld af forskellige farver, former og størrelser. Tangskovene langs klodens kyster er lige så vigtige for havets økosystemer, som skovene er for livet på land. Fra polerne til ækvator skaber tang fødegrundlag og gemmesteder for utallige marine organismer – blandt andet fisk og smådyr. Samtidig bidrager tang til at holde havmiljøet og klimaet i balance, fordi tang optager næringsstoffer fra havvandet, optager CO₂ fra atmosfæren, producerer ilt og modvirker forsuring af havet.
Mennesker over hele kloden har siden tidernes morgen udnyttet tang som en ressource – blandt andet til mad, foder, gødning, krudt og materialer. I dag står verden over for flere store udfordringer som klimakrise, fødevarekrise, biodiversitetskrise og en ny geopolitisk dagsorden. Tang bliver ofte nævnt som en mulig løsning på flere af disse udfordringer – men kan det virkelig passe?
Tang er faktisk ikke planter – tang er alger. I foredraget kan du høre, hvad tang og alger egentlig er for nogle organismer. Hvad adskiller dem fra planter og dyr? Og hvordan dyrker man tang – både i havet og på land?
Du vil også høre om de bæredygtige løsninger, tang kan bidrage med i fremtiden, både når det gælder klima, biodiversitet og fremtidens fødevarer. Og du får mulighed for at dykke ned i tangens smagsunivers og smage på fremtiden.
Foredraget holdes af marinbiolog Annette Bruhn fra Aarhus Universitet.
Dette er en opdateret udgave af et foredrag fra efteråret 2020.