HVIDOVRE ROLLINGER: Koncert med Dissing & Las - Min Mormors Gebis

20.09.2025
For børn
Kulturhus Risbjerggaard
Dato
20.09.2025
Tid
11:00—12:00
Arrangør
Kulturhus Risbjerggaard
Dissing & Las – Min Mormors Gebis fylder 10 år!

I 2015 satte Dissing & Las musik til én af vores tids største børnebogsklassikere, Min Mormors Gebis af Jakob Martin Strid. Den elskede bog, som både børn og voksne har taget til sig, er en skør, sød og sjov fortælling med noget for alle aldre.

Dissing & Las fangede bogens magi og skabte et album, der kunne samle hele familien om musikken. Et album, der tager børn alvorligt og samtidig giver voksne lyst til at genfinde deres indre barn. Det var en udgivelse, der ramte plet – både hos lytterne og hos Statens Kunstfond, som hædrede albummet med prisen for årets bedste børneudgivelse.

Med albummet under armen turnerede Dissing & Las Danmark rundt og mødte et hav af både unge og gamle Strid-fans.

Nu, 10 år senere, er det tid til at genbesøge dette vidunderlige, fantasifulde univers. Med alle de skæve og uforglemmelige karakterer som Medister Minister Fister, Kvaster Faster og Isbjørnemor glæder Dissing & Las sig til at give jer et genhør med musikken, som mange har i hjertet.

Så tag familien – og måske bogen – under armen, og kom med til en koncert fyldt med grin, nostalgi og magi. Og husk selvfølgelig at børste tænder!