Søndagshjørnet med Jens Galschiøt
Hvor finder vi Jens Galschiøts indre svinehund?
Mød den verdensberømte kunstner, provokatør og forretningsmand Jens Galschiøt.
Jens Galschiøt er en verdensberømt kunstner, som nu gæster Hvidovre i ”Søndagshjørnet.” Hans meterhøje skulpturer udstilles globalt og fremkalder smil og provokation. Som når en fed, nøgen præsident Trump sidder på skuldrene af en udmagret afrikaner under titlen ”King of Injustice.” Alt udført i kobber og udstillet foran verdens klimatopmøder – og med 3D printede kopier til topmødedeltagerne for at skabe debat. Jens Galschiøts ry når også Hong Kong, Mexico, Tyskland, Spanien og USA. Blandt hans mest anerkendte skulpturer er ”Skamstøtten” til minde om studenter-ofrene på Den Himmelske Freds Plads i Kina. Skulpturen blev tvangsfjernet fra Universitetet i Hong Kong, da Kina tog politisk kvælertag på enklaven. Søndags-samtalen er derfor en fantastisk chance for at lære noget om anderledes kunst, som nogle gange hele verden taler om.
Epicentret for hans kunstneriske udbrud er Odense i Jens Galschiøts 2000 m2 atelier og værksted med bronze-støberi, galleri, skulpturpark og en minilandsby af familie, kunstnere og elever, der bor i de huse, der opkøbt omkring atelieret.
Ikke så skidt gået af en gammel hippie, der blev kleinsmed og siden fyret fra Lindø-værftet. Selv Dronning Margrethe har udstillet en af hans skulpturer i Marselisborg Slotspark.
Men internationale happenings for at sætte spot på ubalancen i verden kan koste udelukkelse fra det fine kunst-selskab, og det giver krudt til samtalen med journalist, forfatter og kommunikationsrådgiver, Keld Broksø. For hvornår bliver kunst ”farlig”? Hvad kan han opnå? Og hvor kommer benzinen fra til at fortsætte? Jens Galschiøts alsidighed omfatter også smykker, små, fine figurer – og så de gigantiske skulpturer. I Søndagshjørnet når vi omkring det hele, når Keld Broksø går til stålet med kant og humor.
For hvad er meningen, Jens Galschiøt?
Og hvad kan vi egentlig lære – både om kunsten og om os selv?
-------
Søndag d. 27 september kl. 14.00
Forsalg: 95,- + gebyrer
Dørsalg: 125,-
Dørene åbner 30 minutter før arrangementstart
Unr. siddepladser