Søndagshjørnet med Rasmus Botoft
Sagen er, at Rasmus Botoft som skuespiller har en stribe karakterroller både bag og foran sig. Faktisk var han tidligt i karrieren fast ansat på Det Kongelige Teater i fem år fra 2002-2007, så håndværket er i orden – også når han skal være sjov. Eller svindler i for eksempel ”Badehotellet”, følsom dukkefører og ægtemand i den TV2-aktuelle serie ”Den Gode Stemning ”. Eller som absurd bankoshow-vært på Bremen Teater – og i en stribe roller på det såkaldte seriøse teater.
I Søndagshjørnet får samtalen som vanligt både humor og kant, når publikum kommer tæt på de kreative processer, dedikationen, forberedelsen - og ja – modet, når han kryber ud af sin komfortzone. Blandt andet i den røde kjole som Else, der får barberet missen - eller som musikproducer, der kræver at få sangen kørt ind med penis. Igen og igen. Men hvad sker der, når man er bevidst plat? Kan man nemt blive sat i bås? Hvordan vælger man fra og til? Hvad flopper og hvad holder? Og hvad vil Rasmus Botoft i virkeligheden gerne give videre til sit publikum?
Der er masser at tage fat i under samtalen, som gerne må lære os noget om skuespil, humor, alvor – og hvordan vi selv lader os påvirke - om det så er for alvor eller sjov for alvor. Eller bare absurd teater. Vi kommer vidt omkring, lærer måske endda noget om livet helt generelt - og kedeligt bliver det ikke! Publikum kan som altid stille et par spørgsmål til sidst. Også de fattige er velkomne for über-snobben i Rytteriet er i virkeligheden en venlig og bredt favnende, spændende mand.
-----
Søndag d. 19. april kl. 14.00
Forsalg: 95,- + gebyrer
Dørsalg: 120,-
Dørene åbner 30 minutter før arrangement start
Unr. siddepladser