Gul Snerre
Gul Snerre (Galium verum)
Gul Snerre er en 10 – 60 cm. høj, velduftende plante, der især forekommer på lysåbne og soleksponerede tørre arealer. Den hører til krap-familien og er almindeligt kendt under navnet Jomfru Marias Sengehalm. Stænglen er svagt håret, rund for neden og med 4 lave ribber for oven. Roden er rødlig og danner en krybende jordstængel. De smalle og spidse blade sidder i reglen 8 sammen i kranse op ad stænglen. De er 15 – 30 mm. lange og kun 1 mm. brede. På oversiden er de glinsende og på undersiden hvidfiltede. De små blomster sidder i en lang og tæt blomsterstand. De er gule, 3 mm. brede og velduftende med en blanding af kumarin og honning. Blomstringstiden er juni – august. Ved tørring bliver de gule blomster sorte.
Gul snerre er flerårig med et ganske dybtliggende rodnet. Den er almindelig over hele landet på tørre enge, heder, sandede overdrev, klitter og grøftekanter. Den kan danne mere bleggule hybrider med Hvid Snerre (Gallium mollugo) der ikke bliver sort efter tørring.
Gul snerre blev tidligere anvendt til plantefarvning. Roden giver røde nuancer, mens blomsterne giver gule. Planten skulle også indeholde enzymer, der kan anvendes som løbe i ostefremstilling. Dette er dog omstridt. Den engelske Double Gloucester-ost bliver ganske vist fremstillet med Gul snerre, men det er snarere for at give en gul farve og aroma til osten.
Gul snerre er en af de bedste blomster til kryddersnaps. Pluk blomsterne lige før eller omkring udspringstidspunktet. Planten kan også bruges som smagsgiver i lette saucer eller i mælkedesserter. Og så er Gul snerre er en god insektplante!
Led på tørre og soleksponerede skrænter og vejkanter.
Gul snerre giver en fin smag til lyse, lette saucer. Kom f.eks. lidt Gul snerre ned til en grydestegt kylling eller prøv den i en let flødesauce. Du kan også prøve den i en mælke / flødebaseret dessert som f.eks. creme brulé.