Makedonsk Persille
Makedonsk Persille (Smyrnium olusatrum)
Makedonsk Persille, Sort løvstikke eller Alexanderurt er en toårig 1,5 m høj skærmplante med blanke savtakkede blade og skærme af nektarholdige gule blomster, der siden udvikler sig til sorte frø. Den er næppe kendt af mange danskere, for den blev udkonkurreret af selleri og blegselleri i løbet af 1700-tallet, hvorefter den helt forsvandt fra haverne i løbet af 1800-tallet.
Makedonsk Persille stammer fra Middelhavsområdet. Romerne bragte den med sig nordpå til England, hvor den i århundreder blev dyrket både som lægeurt og som grøntsag – også i Danmark. Siden spredte den sig i naturen og er nu udbredt i de kystnære egne i hele Sydengland, hvor den især ynder en lidt stenet og fugtig grund. Herhjemme træffes den ikke vildtvoksende og næppe mere i haverne, hvilket er en stor skam. Den har en fætter, som er under udbredelse i Danmark i mange naturområder: Lundgylden (Smyrnium perfoliatum). Den er lidt spinklere, gyldengrøn, også op til 150 cm. høj med gule blomster og siden glinsende sortbrune frø samlet i en skærm. Lundgylden foretrækker en fugtig muldrig og halvskygget bund i parker, lunde og grøfter og er bl.a. almindelig på Vestvolden i København. Den blev indført som prydplante allerede før 1700 og er nu under udbredelse.
Makedonsk Persille har den store fordel, at den er vintergrøn i vore milde vintre. Smagen er en blanding af persille, selleri og løvstikke. Den er meget skarp i smagen som frisk, men hvis den bliver varmebehandlet, f.eks. som suppeurt, ved at blive smørdampet eller gennem kandisering, bliver den én af de bedste. Den kan sågar bruges i en sommerdrink en stille forårsaften i drivhuset!
Alle dele af planten kan spises: blade og unge bladstængler som friskt drys, som grøntsag eller suppeurt, roden stegt eller i suppen i stedet for pastinak. Frøene som krydderi. Blomsterknopperne kan bruges friske i en salat, dampes i smør eller f.eks. eddikesyltes som tilbehør til koldt kød og lignende. Prøv også at blande lidt bløde stængler mellem rabarbermarmeladen.
Makedonsk Persille skal helst sås om efteråret, når frøene er modne. Den kræver en vis kuldepåvirkning og mister relativt hurtigt spiredygtigheden. Den nemmeste måde er at lade planten så sig selv. Det gør den villigt – ikke mindst fætteren, Lundgylden. Pas derfor på, ikke utilsigtet at sprede den i naturen. Find i stedet en god nabo, hvor du kan tigge dig til et par planter. Ellers må du finde frøene på nettet.
Den finder du ikke i fri natur i Hvidovre. Find en god nabo eller tag en cykeltur langs Vestvolden i slutningen af maj. Så vil du næppe undgå at finde fætteren Lundgylden.
Kandiseret Makedonsk Persille:
Vælg blad- og blomsterstængler før de bliver træede og skær dem i 10 cm. lange stykker. Dæk med 2 cm. vand i en gryde og lad dem småkoge 10 minutter. Hæld vandet fra men gem det. Vej stænglerne og afvej samme mængde sukker. Kog det op i kogevandet. Sluk og læg de kogte stængler i. Kom evt. en lille skefuld modne frø ved som krydderi. Lad gryden stå til næste dag.
Nu sier du stængler og evt. frø fra og koger lagen lidt ind. Hæld over stænglerne og lad dem igen stå til næste dag. Dette gentages 2 dage mere. Nu tager du stænglerne op, lægger dem til grundig afdrypning og lægger dem til tørre et lunt sted på en rist eller på bagepapir. Hvis du tørrer dem helt ud kan du opbevare dem på et lukket glas. Hvis du vælger kun at tørre dem til de er lidt seje i det skal du gemme dem i fryseren. Ellers vil de mugne. Brug stænglerne som f.eks. fyld i muffins eller andre kager.