Tak for besøget - en vellykket åbningsfest
Kulturhus Risbjerggaard har været længe undervejs, så interessen var stor, da de nye bygninger endelig blev indviet. Dagen igennem strømmede over 1500 nysgerrige borgere til for at se de nye rammer og opleve de mange kulturelle indslag.
Aftenen bød bl.a. på spændende talks i Teatersalen med Anders Bonnesen & FOS, som gav os mulighed for at dykke ned i historien bag kunstværkerne de har lavet til huset.
Strunge Salen var fyldt med glade borgere, til et tætpakket program af god musik. Stemning var høj, og værterne fra Spybrew og Vin de Table sørgede med højt humør for at alle fik slukket tørsten, på trods af de mange gæster.
Teater Vestvolden bød fyldte sale til teaterforestillingen Zappa og Open Mic standup show. Læs mere her.
Vores nye forpagter, LOCA Gruppen, gav en smagsprøve på hvad vi kan forvente når de overtager restaurationen, og aftenen hos dem stod bl.a. på perlebygotto med skovens svampe, unika ost og revet trøffel og surdejsbrød på ølandshvede fra Fællesmølleriet, og ikke mindst af alt god service.
Borgmester Anders Wolf Andresen lagde i sin tale ved indvielsen vægt på, at huset med hans øjne afspejler Hvidovres DNA: Fællesskab og mangfoldighed, humor og liv samt kærlighed til vores rødder og historie:
''Jeg glæder mig utrolig meget til i de kommende dage at opleve, hvordan vores nye kulturhus bliver fyldt med liv og glade mennesker. Jeg håber, at borgerne i Hvidovre bliver glade for det nye samlingssted her midt i byen. Jeg synes også, at vi skal være stolte af, at vi nu også kan byde besøgende udefra velkommen i de her flotte rammer, når de fx skal til en forestilling på Teater Vestvolden, til koncert – eller måske vil spise en middag i vores kommende nye spisested''.
Vi håber at Hvidovres borgere er klar på at tage initiativ til en masse arrangementer i kulturhuset, bl.a. gennem vores brugerfællesskab, hvor man har mulighed for at realisere sine egne idéer i Kulturhus Risbjerggaard.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen