Kunst på Kulturhus Risbjerggaard
Kulturhuset er udsmykket af kunstnerne FOS og Anders Bonnesen, og værkerne er realiseret i et samarbejde mellem Hvidovre Kommune og Statens Kunstfond.
Tekst: Pernille Fonnesbech, forperson Hvidovre Kunstråd
Foto: Torben Petersen
Her kan du hente undervisningsmateriale om "og vi mødes sikkert et sted" rettet mod udskoling og ungdomsuddannelser. Det kan fungere i forløb om moderne kunst eller litteratur, men også bare som det er ved besøg i kulturhuset. Øvelserne er tiltænkt at bruges i kulturhuset, men særligt sidste øvelse er også egnet efter besøget. Materialet er primært lærervejledning og instruktion af øvelser. Varighed 60-90 minutter, medbring papir og blyant og husk at aftale tid med kulturhuset: kontaktrisbjerggaard@hvidovre.dk Undervisningsmaterialet er udarbejdet i samarbejde med Hvidovre Kunstråd. Hent via link herunder.
og vi mødes sikkert et sted
Anders Bonnesen
Anders Bonnesens udsmykning med titlen og vi mødes sikkert et sted tager afsæt i en kobling af “sprog og trafik”. Bonnesen har ikke kun taget udgangspunkt i den arkitektoniske grundplan over det nye kulturhus, der i sig selv minder om en nedskaleret plan over en by med bebyggelse, veje og en rundkørsel i midten. Vejens vokabular med hvide vejstriber udgør det bærende visuelle element i hans projekt. Men hos Bonnesen er vejstriberne ikke bare hvide: I stedet er striberne fyldt med ord – som var det papirstrimler ”klippet ud” af bøger. Sætningerne stammer fra de to debut digtsamlinger af to store danske digtere; Michael Strunge og F.P. Jac, der begge trådte deres barnsben og ungdomsår i Hvidovre.
Om Anders Bonnesen
Anders Bonnesen er født i 1976 og uddannet billedhugger fra hhv. Det Jyske Kunstakademi og Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorfra han dimitterede i 2005. Bonnesens skulpturer kan ses som nytænkninger af, hvad skulptur er og kan være i dag. Hans værker involverer ofte sprog og litteratur, og han har flere gange beskæftiget sig med netop de visuelle koder, som regulerer det offentlige rum. Fx de skilte og piktogrammer, som vi lader os styre gennem trafikken ved, som typisk gør brug af en utvetydig kommunikation og som udøver en hvis magt over os. Bonnesen er generelt optaget af at udfordre de gængse magtsymboler, som det offentlige rum er fyldt med og i sine værker arbejder han tilbagevendende med et tvetydig visuelt sprog, der kan destabilisere en fastlåst autoritet eller få os til at overveje magtens sprog for at frisætte fantasien og ofte er resultaterne humoristiske og overraskende i deres omvendte logikker.
Kulturhus Risbjerggaard er i sin udformning tænkt som en flydende arkitektur, der åbner sig op i mange retninger, med åbninger og adgangsforhold fra alle sider af bygningen. Det skaber forskellige trafikale årer igennem bygningen – på moderne dansk, et flow, der i sin grundform løber i mange retninger. Ser man på kulturhusets grundplan – dvs. oppe fra og ned – tegner der sig et klart trafikalt knudepunkt omkring glasbuen, der flugter kulturhusets nye cirkelformede gårdsplads udenfor. Fra stier gennem haven, fra forskellige indgangsdøre og forskellige niveauer i huset kan man mødes på pladsen. Om vi kommer fra Hvidovrevej, fra parkeringspladsen på kulturhusets modsatte side, fra den gamle hovedbygning eller oppe fra 1. salens gangbro vil vi på vores vej have mødt en masse hvide striber fyldt med sætninger. De ligger tilsyneladende tilfældigt og spredt nedfældet i både den indendørs og den udendørs belægning. Hvad der kan synes kaotisk og usammenhængende er en meget stringent leg med de to bysbørns kunstneriske debutværker, hvis ord billedkunstneren Anders Bonnesen har valgt som sit primære materiale i sin kunstneriske udsmykning til Kulturhus Risbjerggaard.
sweeper
FOS
Når man nærmer sig Kulturhus Risbjerggaard toner ikke blot kun en ny, moderne bygning frem, som hægter sig nøgternt på den gamle hovedbygning Risbjerggaard. På den nye bygnings forskudte, kubiske volumener, som er placeret i en viftebevægelse rundt om den nye gårdsplads, træder også en række skulpturer frem placeret i forskellige højder hele vejen rundt på alle bygningens facader. De er en del af en kunstnerisk udsmykning udformet af kunstneren FOS, som bærer titlen SWEEPER. Udover otte skulpturer på facaden består udsmykningen desuden af en række skulpturelle elementer placeret på overraskende steder indenfor, som kulturhusets brugere vil ’støde på’ i deres daglige færden i huset og gæster kun ved et tilfælde vil opdage. FOS’s bidrag tilfører Vandkunstens veldisponerede, smukke, men også stilfærdige arkitektoniske idé, en markant identitet, som spiller godt sammen med det, som Kulturhuset skal være: et fyrtårn fuld af liv og kulturelle aktiviteter. Skulpturerne løfter vores blikke op over det flade Hvidovre, væk fra den langstrakte Hvidovrevej og den tæt-lave bebyggelse i nærområdet. Med sine skulpturelle figurer har FOS skabt et vertikalt pejlemærke for et nyt kulturliv i Hvidovre.
Om FOS
Kunstneren Thomas Poulsen er født i 1971 og går under kunstnernavnet FOS. Han er i dag en af vores mest anerkendte kunstnere internationalt set og har siden han blev uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1999 udstillet hyppigt både i Danmark og udlandet. Hans arbejde ligger i krydsfeltet mellem billedkunst, arkitektur og design – også det, han selv har benævnt socialt design. Det involverer alt fra store skulpturelle installationer til værker på papir, møbler, designobjekter og offentlige udsmykninger. ´FOS er som kunstner optaget af at udfordre vores vanetænkning og vaneadfærd i vores sociale relationer. Med sin kunst ønsker han at stimulere os til at komme hinanden ved på nye måder og at pirre vores nysgerrighed over for hinanden. Han arbejder helst stedsspecifikt, dvs. at han skaber sine kunstværker ud fra grundige overvejelser om og undersøgelser af det rum eller det sted, som værkerne er tiltænkt. FOS’s kunst indgår derfor altid i en tydelig dialog med det sted, som de kan opleves i og med referencer til stedets identitet og funktioner.
Skulpturerne er alle individuelt udformede og i forskellige materialer, primært aluminium og træ. To af dem har form som animerede, monumentale nøgler, mens en skulptur på taget tegner et decideret nøglehul mod himlen og i øvrigt fungerer som en vejrhane uden retning – en klar symbolik, som er gældende for alle figurerne. De er let aflæselige uden at formidle en bestemt fortælling. Det er desuden generelt for udsmykningen, at den fremstår fantasifuld og humoristisk. Således også en monumental hånd, der i sin tegneserie-agtige ranglede form fremstår karikeret. Andre skulpturer virker livagtige i deres abstrakte materialeudformning, der minder om drypsten eller som noget, der er opstået af spaghettitegningens fantasifulde former. En af skulpturerne minder desuden om en ugle og skal måske ses som en reference til uglen i sit træ i skoven, som ifølge FOS er et billede på netop den naturlige symbiose, der eksisterer mellem skulpturerne og bygningen.
Placeringen af skulpturerne uden på bygningens mørke facader forvandler dem til en form for scene i sig selv. Hermed er FOS’s udsmykning med til at understrege husets funktion; her er tale om et teater og en scene for kulturel udfoldelse. Skulpturerne er desuden placeret på fremskudte monumentale hylder, hvor de altid møder os, uanset om vi er gæster, der kommer til kulturhuset eller vi er borgere, der suser forbi på Hvidovrevej, med en generøsitet og en åbenhed. FOS trækker med dette greb tråde tilbage til store bygningsværker som gamle kirker og teaterbygninger, der siden Antikken har været udsmykket med nicher og hylder, hvor helgener, donorer, politikere, dramatikere eller mytologiske figurer har tronet frem og fortalt forskellige historier og afspejlet forskellige magtpositioner. FOS’ skulpturer spiller op imod denne historie, men antyder ikke nogen specifikke magtpositioner. De er som figurer formgivet, så de ikke henviser til en specifik person, fortælling eller karakter. De er åbne for alles indlevelse eller fortolkning; vi kan alle indtage scenen og give huset og hinanden betydning.
Titlen Sweeper har mange betydninger på dansk: en svaber, en fejemaskine, men det er også den bagerste forsvarer på fodboldbanen eller den, der fejer isen glat foran stenen i curling. Vi må derfor lægge i det, hvad vi vil, men selve ordlyden har en klang, der understreger FOS’s ønske om at bane vejen for et stærkt mødested.