Peberrod
Peberrod (Armorica rusticana)
Mange af os kender kun peberrod fra pynten på et stykke med roastbeef eller i bedste fald fra de halvslappe strimler i små plastbøtter i supermarkedets køledisk. Det er ingen ting mod den ægte, friske rod, som du selv graver op i haven eller ude i naturen.
Peberrod er en kraftig plante i korsblomstfamilien med store, aflange op til 50 cm. blade ved grunden. Blomsterstænglen – hvis den får én – er op til 130 cm. lang med tandede blade, der for neden er fjersnitdelte, for oven helrandede. Blomsterne er hvide. Den danner sjældent frø, men formerer sig mest vegetativt ved udløbere eller ved små stykker jordstængel, der spredes med haveaffald eller overskudsjord. Oprindelig kommer den fra Sydøsteuropa tilbage i middelalderen. Herhjemme finder den sig så godt tilpas, at den er at finde overalt i landet på lidt fugtig og næringsrig bund i haver, vejkanter og ikke mindst i parker. Har man først lært den at kende, er den umulig at overse. Den eneste forvekslingsmulighed er nok Butbladet Skræppe, der tilhører Syrefamilien. Det ultimative kendetegn er rodens og de spæde blades tydelige og skarpe duft og smag af peber.
Når du har fundet din peberrodsplante skal du grave den op. Sørg for at have en kraftig lille graveske eller endnu bedre: en feltspade med dig. Find en plante, der står lidt diskret skjult og grav så ned ved siden af planten. Når du er kommet et godt stykke ned, kan du forsigtigt tage fat omkring bladene og trække planten ind mod hullet. Skær den af, så langt nede, du kan komme. Skær toppen af med evt. tyndere siderødder og plant den tilbage i hullet. Hvis det er muligt, kan du evt. dele toppen og plante de forskellige småplanter i samme hul eller lidt ved siden af. Den skal nok komme igen! Du kan også tage et par planter med hjem og sætte dem et lidt fugtigt sted i haven.
Kig efter de store blade i Kystagerparken og Mågeparken.
Du kan bruge peberroden frisk som den er. Skrab det yderste af med en kniv og riv den over en pølsemad, et stykke koldt kød eller f.eks. en rødbedesalat.
Hvis du vil bruge den i peberrodssalat eller i en varm ret, skal du forberede den først: Riv peberroden ned i en lille skål. Fugt den med et par tsk. alm. eddike og bland med en tsk. Lad peberroden trække, indtil du skal bruge den.
Peberrodssalat: Pisk en dl. Piskefløde halvstiv. Tilsæt en nip salt og pisk videre til fløden er lidt stivere men ikke helt stiv. Vend peberroden i og smag til. Salaten skal have en vis sødme og syre. Brug den til alt muligt koldt og evt. røget kød. En gammel klassiker fra 70érne var udhulede, godt modne tomater fyldt med flødepeberrod som tilbehør til f.eks. en kalvesteg eller en stegt kylling.
Husker du tegneserien Gyldenspjæt? Hans livret var Sprængt oksebryst med spidskål. Dertil passer en peberrodssalat eller en peberrodssauce perfekt. Kog kogelagen lidt ind, jævn den med en smørbolle eller en afbagning, smag til med salt og peber og tilsæt til slut den forberedte peberrod. Saucen må godt rive lidt i næsen. Vil du gøre retten ekstra festlig, kan du tilsætte en lille håndfuld korender et kvarter før serveringen.