Skovløg
Skovløg (Allium scorodoprasum)
Skov-løg er en 40 – 90 cm. høj løgplante med et udpræget porreagtigt udseende. Bladene er 1–1,5 cm. brede med udpræget, skarp køl og en lidt ru rand. De udgår fra et underjordisk løg og sidder omkring hinanden som en lille porre eller forårsløg. Hovedet danner en purpurrød kugle af småløg eller yngleknopper, hvoraf mange bærer små, 4-7 mm. brede, purpurrøde blomster. Omkring hovedet sidder 1–2 korte højblade, der tidligt visner ned. Skovløget har en tydelig lugt og smag af løg. Blomstrer juli – august. Skovløg er sjælden i Vest- og Nordjylland, men ret almindelig i resten af landet.
Skovløg ynder en næringsrig åben og lidt fugtig muldbund, ofte kystnær, i krat, skove og hegn, men trives også på strandoverdrev og ved beboelser. Den er ofte bestandsdannende og har tidligere været dyrket som køkkenurt. Den trives fint i halvvild tilstand, og da den også er ganske køn med de purpurrøde kugler af småløg, er det nærliggende at plante den ind i haven. Strø et par håndfulde frø i et lyst eller halvskygget og gerne lidt fugtigt hjørne og vent et par år med at plukke af dem. Dyrkning er enkel. Småløgene slår villigt rod, og bestanden formerer sig selv, når den først er etableret
Alle de vilde løgarter blev udnyttet i køkkenet, både til pynt og som smagsgiver på mellemmaden, i pølser og på æggekagen. Skovløget er uden tvivl sammen med ramsløget det bedste. Om foråret trækkes de unge løg op og anvendes som forårsløg. Senere kan man bruge de små yngleløg som pynt og smagsgivere i salater og lignende. De kan også syltes som agurker.
Skovløg kan forveksles med Vild Løg (Állium oleracéum), der dog vokser lidt mere tørt end skovløg, har længere højblade og halvrunde, hule blade, der hurtigt visner ned. Desuden med Sand-Løg (Állium vineále), der vokser på kalkrig sandbund, ligeledes med halvrunde, hule blade, der tidligt visner ned. Sand-Løg har kun 1 højblad på længde med hovedet. Ingen af dem har skovløgets karakter af en lille porre eller forårsløg.
Led langs Vestvolden eller f.eks. på Sydhavnstippen.
Skov-løg smager dejligt både som pynt på mellemmaden, i en æggekage eller i frikadeller, pølser og andre farsretter. Du kan også prøve at grille dem ligesom forårsløg og servere dem til en kotelet eller en bøf. Prøv at sylte de små yngleløg. Pluk dem, når de er modne, og gnid så mange af hinderne af som muligt. Læg dem i glas og hæld en kogende syltelage over. Find en opskrift på syltede agurker og brug den samme lage.