Strand-Asters
Strand-Asters (Aster tripolium)
Strand-asters tilhører kurvblomstfamilien. Den er op til 60 cm. høj, to – flerårig med en opret, glat og kødet stængel, der oftest er rødlig i farven. Bladene er mere eller mindre kødfulde, smalle, lancet- eller linjeformede og i reglen helrandede og helt glatte. Blomsterkurven er 2 – 3 cm. bred med blegviolette eller blålige randkroner og gule skivekroner i midten. Blomsterne sidder i en stor, halvskærmformet blomsterstand. Strand-Asters blomstrer august – september.
Strand-Asters vokser på lysåben og saltholdig bund på strandenge, strandsumpe, marskområder og grusede eller klippefyldte strande i områder, der ikke er alt for eksponeret for bølger. Den er tilpasset et liv i strandkanten, selv om den egentlig ikke tåler salt. Det problem har planten løst ved at nedsætte fordampningen fra de kødfulde blade og ved at ophobe salt i de nederste blade. Når bladene ikke kan rumme mere salt, blegner de og antager til sidst en rødlig farve, hvorefter de falder af. Derved skiller planten sig af med et saltoverskud. Den er almindelig ved de fleste kyster og ses undertiden også på enge og i vandhuller længere inde i landet. Den kan næppe forveksles med andre planter.
Det er indholdet af salt og andre mineraler og smagsstoffer, der gør strand-asters til én af vore lækreste vilde spiseplanter. Samtidig er det en af de sværeste at udvælge, når den skal plukkes. Bladene fra visse planter kan have en ubehagelig og vedvarende sur smag. Det gælder især planter, der blomstrer eller skal til at blomstre. De gode blade har derimod en smag, der minder om rå østers eller muslinger. Gå efter ikke-blomstrende 1. eller 2. årsplanter. Pluk blade af de planter, der vokser yderst ude på kanten af havet. Pluk de nederste og tykkeste blade og gerne de lyseste. De er mest fyldt med salt. Prøv dig frem og vær kritisk. Så får du kun gode oplevelser med hjem i køkkenet.
Led på ydersiden af Langhøjdæmningen.
Brug rå blade i skaldyrssalater eller på en rejemad. Kom dem fint snittet i en fiskesuppe umiddelbart før serveringen. Eller damp dem i lidt smør til en fisk eller lyst kød.